Homo Economicus – det økonomiske menneske
Et centralt begreb i klassisk økonomisk teori er Homo Economicus. Det økonomiske menneske.
Begrebet stammer fra den klassiske økonomi, hvor økonomer forsøgte at beskrive menneskelig adfærd på en måde, der kunne forudsiges og modelleres matematisk. Homo Economicus – det økonomiske menneske – blev symbolet på denne tilgang: Et rationelt, egennyttigt individ med fuld adgang til information, der altid søger at maksimere sin egen nytte.
Et reduktivt menneskesyn
Denne model har siden fungeret som en forudsætning for økonomisk teori og politisk beslutningstagning. Men det er også en grov forenkling. Den reducerer mennesket til en kalkulerende aktør, der kun reagerer på incitamenter og aldrig handler ud fra etik, relationer, omsorg eller mening. Når denne forståelse bliver grundlaget for, hvordan vi designer vores systemer – i alt fra velfærd og arbejdsmarked til sundhed, klima og uddannelse – risikerer vi at glemme hele det menneskelige landskab, som ikke kan måles i nytte, effektivitet eller konkurrenceevne.
Det er en praktisk antagelse til modeller og matematiske beregninger, men det er også et reduktionistisk billede af mennesket.
Sådan præger det vores systemer
-
I velfærdssystemet: Incitamentslogikker, der antager, at mennesker kun handler rigtigt, hvis de straffes eller belønnes økonomisk.
-
I sundhed og uddannelse: Effektiviseringsreformer, hvor relationer og faglig dømmekraft underordnes måltal og output.
-
I samfundsøkonomien: Vækst som ultimativt mål – uden at spørge, hvad det koster i menneskelig trivsel eller økologisk balance.
-
I organisationer: Økonomiske styringslogikker former struktur og kultur med præstationsmåling, KPI’er og kontrol som midler til at styre adfærd.
Fra uendelig vækst til livets rytmer
Som Kate Raworth beskriver i Doughnut Economics, lever vi med en økonomi, der kræver konstant vækst – men mennesker er ikke skabt til uafbrudt præstation. Ligesom naturen har vi brug for rytmer: vækst, hvile og fornyelse. I naturen kommer vækst aldrig alene – den indgår i en cyklus.
Hendes model bygger på idéen om, at økonomien skal fungere inden for to grænser: en social bund og et økologisk loft. Den sociale bund sikrer, at alle mennesker får opfyldt deres grundlæggende behov for mad, sundhed, uddannelse, lighed og deltagelse. Det økologiske loft beskytter planetens livsgrundlag ved at holde os inden for naturens tålegrænser, som fx klima, biodiversitet og rent vand.
Inde i dette “doughnut”-formede rum kan mennesker og natur trives sammen – uden at overskride planetens grænser eller efterlade nogen i mangel.
Det menneskesyn, som Kate Raworth bygger videre på i Doughnut Economics, præsenteres som langt mere nuanceret og realistisk end den traditionelle Homo Economicus. Hun understreger, at mennesket ikke blot er en isoleret, præstations- og profitdrevet aktør – men derimod:
-
Socialt og gensidigt afhængigt, hvor samarbejde og omsorg er grundlæggende træk
-
Adaptivt, med værdier og præferencer, der kan ændre sig baseret på kontekst og fællesskab
-
Indlejret i samfund og natur, ikke adskilt som økonomiske maskiner