Transformationer er levende – og det er tryghed også!
De sker ikke kun på strategidage med post its og store visioner.
De sker hele tiden. Midt i hverdagen.
Når en kollega skifter job.
Når vi runder et projekt af og ikke helt ved, hvad vi går ind i bagefter.
Når nogen siger noget, der ændrer måden, vi ser os selv på.
Når vi mærker, at det, der engang føltes rigtigt, ikke længere passer.
Når vi stille og roligt vokser ud af vores roller – eller ind i nye.
Små skift. Store betydninger.
For i de overgange bor transformationen. Ikke nødvendigvis med fanfarer og forandringsledelse, men i de mikrobevægelser, hvor mennesker mærker noget – og begynder at bevæge sig.
Og dér, lige dér, har vi brug for tryghed. Ikke tryghed som tomme floskler i personalepolitikken. Ikke som en passiv tilstand. Men som noget levende. Noget vi skaber og mister og genskaber igen – hele tiden.
Psykologisk tryghed har med god grund fyldt meget i samtaler om arbejdsliv de seneste år. Amy Edmondsons forskning har været afgørende for, at vi overhovedet taler så åbent om behovet for tryghed, når vi skal lære nyt, dele idéer, sige noget uprøvet eller indrømme fejl.
Men nogle gange kommer begrebet til at lyde som en station, man kan ankomme til og sætte flueben ved.
Tryghed er ikke noget, man har styr på.
Tryghed er ikke en permanent tilstand.
Det er en relation. En stemning i rummet. En bevægelse mellem mennesker.
Det er en kvalitet i måden, vi taler sammen på, holder pauser på, og tør være i det, vi endnu ikke ved.
Og måske endnu vigtigere: Tryghed er ikke neutral.
Den er båret af det menneskesyn, vi møder hinanden med.
Hvis vi ser mennesker som nogen, der skal præstere, tilpasses eller fixes, så bliver tryghed noget, vi forsøger at designe os til.
Men hvis vi ser mennesker som levende, forbundne og i bevægelse, så bliver tryghed noget, vi skaber sammen. Som et fælles ansvar og som en del af organisationens indre liv.
I praksis betyder det, at vi ikke kun skal måle, om folk føler sig trygge. Vi skal også være nysgerrige på, hvad der skaber tryghed – og hvad der gør, at den glipper.
Vi skal turde spørge, hvordan vi bygger rum, hvor både stilhed og modstand kan være til stede. Hvor der er plads til de stemmer, der ikke råber højest. Hvor det er muligt at vokse og ændre sig – uden at miste anerkendelse eller tilhør.
Tryghed er ikke en endestation.
Det er en levende praksis.
Et fælles valg.
Lad dig inspirerer af materialet Tryghed som levende praksis under værktøjer.